15. NOV 2019 • 10:32UDLAND

Labour giver valgløfte om gratis bredbånd til alle briter

Labours forslag om gratis bredbånd til alle briter kaldes en potentiel "katastrofe" af teknologiindustrien.

Gratis bredbånd til alle briter.

Sådan lyder et ambitiøst forslag fra Storbritanniens største oppositionsparti, Labour, forud for det britiske valg 12. december.

Udmeldingen følger en række andre valgløfter om blandt andet at gøre jernbanerne, postvæsenet og landets vandværker statsejede.



- Internettet er så central en del af vores liv. Det åbner muligheder for arbejde, kreativitet, underholdning og venskab. Hvad der engang var en luksus, er nu et altafgørende værktøj, siger Labour-leder Jeremy Corbyn.

Premierminister Boris Johnson kalder Corbyns udspil for en "fantasiplan".

Telekommunikationsselskabet BT står for store dele af landets bredbånd. Labour vil gøre den del af BT, der arbejder med bredbånd, statsejet.

Det vil koste 20,3 milliarder pund - over 175 milliarder kroner - at få gennemført tiltaget, oplyser Labour. Herefter vil det koste 230 millioner pund - to milliarder kroner - om året at holde ved lige.

Omkostningerne skal blandt andet finansieres ved at forhøje skatterne for store teknologifirmaer som Google, Amazon og Facebook.



TechUK, der repræsenterer teknologiindustrien i Storbritannien, kalder forslaget "grundlæggende afsporet" og en potentiel "katastrofe".

En talsmand for BT siger, at fokus for alle partier i stedet burde være at få etableret højhastighedsbredbånd og 5G i Storbritannien.

- Vi vil gerne opfordre den kommende regering til at samarbejde med alle parter i industrien om at opnå det. Det er en national opgave, der er større end blot et enkelt selskab, lyder det.

BT blev privatiseret under Margaret Thatchers konservative regering i 1984.



/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet