7. NOV 2019 • 21:26UDLAND

Juncker: Trump vil ikke straffe EUs bilindustri

USA vil ikke lægge told på EUs bilindustri. I taler med én, der ved besked, siger EUs kommissionsformand

Den afgående formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, tror ikke, at USAs præsident, Donald Trump, i næste uge vil indføre told på europæiske biler.

Det siger han til den tyske avis Süddeutsche Zeitung.

- Trump vil komme med noget kritik, men der bliver ikke nogen biltold.

- Han vil ikke gøre det ... I taler med en mand, der er fuldt informeret, siger Juncker til avisen.

USA skal 14. november beslutte sig for, om det vil gøre alvor af en trussel om at indføre told på europæiske biler og bildele op til 25 procent. Det er med henvisning til USAs nationale sikkerhed.

Tolden på biler er allerede én gang blevet udsat et halvt år. Handelseksperter siger, at en udskydelse yderligere et halvt år kan ske igen.

Hvis USA gør alvor af at straffe den vitale europæiske bilindustri, vil det blive mødt fra EU med massive toldsatser på udvalgte amerikanske varer.

EU-Kommissionen har tidligere meddelt, at det har udvalgt de sektorer i USA, der bliver genstand for europæisk gengældelse. Men man har understreget, at begge parter bliver tabere i en handelskrig.



/ritzau/Reuters

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet