7. NOV 2019 • 10:37UDLAND

Rumænsk kvinde kan bringe EU-Kommission nærmere ligestilling

EU-Parlamentets retsudvalg har nu navnene på tre kommissærkandidater, som de vurderer 12. november.

Ursula von der Leyen holder liv i sin plan om at overtage formandskontoret i EU-Kommissionen 1. december.



Onsdag aften kom hun et skridt videre, da hun satte navn på en rumænsk kommissærkandidat. Hun mangler nu blot en kandidat fra Storbritannien - og en længere godkendelsesproces i EU-Parlamentet ikke at forglemme.



Von der Leyen havde valget mellem en kvinde og en mand fra Rumænien. Hun valgte førstnævnte, hvilket bringer hende lidt tættere det selverklærede mål om en kønsbalanceret EU-Kommission, som det dog næppe helt bliver.



- Begge kandidater blev interviewet af den valgte formand, og de gjorde det godt. Den valgte formand besluttede at pege på Adina Valean til posten som transportkommissær, siger en talsmand for Leyens overgangshold til Ritzau.



Processen med at godkende den kommende EU-Kommission via høringer gik i gang 30. september. Kort forinden have EU-Parlamentets retsudvalg dog afvist kandidater fra Ungarn og Rumænien.



Det sidste viste sig at blive et større problem for den kommende formand, hvis opgave det er at sammensætte EU-Kommissionen på baggrund af de kandidater, som medlemslandene indstiller.



Rumænien stod midt i en regeringskrise, og først onsdag 6. november var der en regering i Bukarest, som kunne nominere to kandidater.



Ursula von der Leyen havde bedt om mindst en kvinde, da hun går efter en balance mellem mænd og kvinder i EU-Kommissionen, som altid har været domineret af mænd.



Adina Valean fremhæves af von der Leyens talsmand som en "erfaren europaparlamentariker". Hun har været formand for både miljøudvalget og industriudvalget.



Desuden har hun særlig erfaring med transportområdet.



Valean har blandt andet været EU-Parlamentets forhandler på et større europæisk initiativ for infrastruktur. Her lægger von der Leyen også vægt på, at rumæneren arbejdede på at gøre køretøjer mere klimavenlige.



Retsudvalget skal 12. november vurdere de tre kandidater, som endnu ikke har været igennem høringsprocessen. Det er kandidater fra Frankrig, Rumænien og Ungarn.



Udvalget skal gennemgå eventuelle interessekonflikter, inden kandidaterne skal til egentlige høringer i fagudvalg.



Hvis Ursula von der Leyens kandidater består den første eksamen i løbet af de næste par uger, så kan EU-Parlamentet nå at stemme om hele EU-Kommissionen på en samling i Strasbourg i slutningen af november.



Når de ikke det, må Ursula von der Leyen formentlig vente til næste år med at få nøglerne til formandskontoret fra Jean-Claude Juncker, som nu er fungerende formand, efter at hans mandatperiode formelt udløb 1. november.



/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet