11. JUL 2019 • 23:50UDLAND

Militærråd: 16 officerer er anholdt efter kupforsøg i Sudan

Det midlertidige militærråd i Sudan oplyser, at det torsdag har afværget et kupforsøg.

Sudans midlertidige militærråd skal torsdag have afværget et kupforsøg, blot få dage efter at militærrådet og oppositionen er nået til enighed om en løsning på magtkampen i landet.



Det siger generalløjtnant Gamal Omar, der er medlem af militærrådet, på stats-tv sent torsdag aften dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AP.



Mindst 16 officerer er blevet anholdt, efter at militærrådet afværgede militærkuppet, oplyser militærrådet i en meddelelse. Fem af de anholdte er pensionerede.

Også lederen af kupforsøget skal være blandt de anholdte. Navnet eller titlen på denne leder er ikke oplyst.

- Officerer og soldater fra hæren og de nationale efterforsknings- og sikkerhedsstyrker, nogle af dem er pensionerede, har forsøgt at udføre et militærkup, siger Gamal Omar ifølge nyhedsbureauet AFP.



- De regulære styrker var i stand til at afværge kupforsøget, siger han videre.



Det midlertidige militærråd i Sudan nåede i sidste uge til enighed med oppositionen og protestgrupper om at dele magten mellem sig i en treårig overgangsperiode frem til et valg.

Dermed skal landet på skift ledes af militæret og af civile politikere.

- Forsøget på et militærkup kommer på et kritisk tidspunkt, siger generalløjtnanten ifølge AP med henvisning til den nyligt indgåede aftale.

Han mener, at kupforsøget havde til formål at spænde ben for aftalen med oppositionen.

- Dette er et forsøg på at blokere for den aftale, som er blevet indgået mellem det midlertidige militærråd og Alliancen for Frihed og Forandring (oppositionen, red.), der skal gøre det muligt for det sudanske folk at få indfriet deres krav, siger han ifølge AFP.

Meldingen om kupforsøget kom, mens parterne på et hotel i landets hovedstad, Khartoum, var ved at lægge sidste hånd på aftalen om en deling af magten de næste tre år.



/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste