11. FEB 2019 • 13:46UDLAND

Spaniens regeringsleder overvejer valg i april

Rygter om valg kommer på et tidspunkt, hvor situationen er politisk spændt før retsopgør med separatister.

Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, overvejer at udskrive parlamentsvalg 14. april. Det skriver det statsejede spanske nyhedsbureau EFE, som henviser til unavngivne regeringskilder.

Spaniens parlament skal onsdag stemme om Sanchez-regeringens forslag til en finanslov for 2019. De regerende socialister har kun en fjerdedel af pladserne i parlamentets underhus, og de har kæmpet hårdt for at vinde opbakning til deres udspil.

Nylige meningsmålinger tyder på, at det konservative parti Popular efter et valg vil kunne regere med centrumhøjrepartiet Ciudadanos og det stærkt højreorienterede parti Vox.

Politiske spændinger i Spanien er taget til i den seneste tid forud for et retsopgør med separatister fra Catalonien. Retssagerne vil blive transmitteret direkte i tv, og alle vil have blikket rettet mod højesteret for at se, om den handler upartisk.

Op til retssagerne har separatister i Catalonien sået tvivl om dommernes upartiskhed, og de har udtrykt frygt for, at retssagernes udfald er givet på forhånd.

Titusindvis af mennesker demonstrerede søndag i Madrid for at tilkendegive, at de er imod enhver indrømmelse til Cataloniens separatistiske partier.

Demonstranterne krævede samtidig, at der udskrives valg.

Den store aktion var organiseret af partier i midten og på højrefløjen som en magtdemonstration over for Sanchez og for at udnytte den udbredte vrede over separatismen i Catalonien.

Retssagerne er mod 12 separatistiske ledere. De indledes tirsdag ved højesteret i Madrid. Separatisterne fra Catalonien risikerer at blive idømt fængsel i op til 25 år.

I september sidste år vedtog Cataloniens parlament en lovpakke, der banede vej for en folkeafstemning om løsrivelse. Afstemningen udløste en forfatningskrise i Spanien, og den spanske regering afsatte den catalanske regionalregering.

/ritzau/Reuters

Mest læste

18. APR 2019 • 23:35SPORT

Nyt stadionnavn til høring

18. APR 2019 • 17:29SPORT

NB Bornholm tabte i Hellerup

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag