28. MAR 2020 • 12:11INDLAND/KRIMINAL

Aarhus Airport lukker midlertidigt som følge af corona

SAS suspenderer ruten mellem Aarhus og København, og derfor lukker Aarhus Airport midlertidigt.

Aarhus Airport lukker midlertidigt fra mandag 30. marts grundet coronavirus.



Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.

Igennem den seneste tid har flyselskaber og charterbureauer indstillet deres flyvninger fra lufthavnen.



Efter at flyselskabet SAS senest har meddelt, at man suspenderer alle fly på ruten mellem Aarhus og København, betyder det, at al flyaktivitet nu indstilles i lufthavnen.



Den sidste flyvning bliver søndag 29. marts.

- Det er nærmest surrealistisk, at vi står over for en midlertidig lukning, men sådan er situationen. Vi holder os i beredskab, så vi kan åbne lufthavnen med kort varsel, så snart det bliver aktuelt.



- Imens udnytter vi tiden til at skrue tempoet op for vores ombygning af lufthavnen, så vi forhåbentlig snart kan byde vores gæster velkommen tilbage i nye friske rammer, siger Peer H. Kristensen, som er administrerende direktør i Aarhus Airport, i pressemeddelelsen.



Lufthavnen har en stående aftale med SAS og andre flyselskaber om, at lufthavnen kan åbne med 24 timers varsel, når flyselskaberne beslutter at gå i luften igen.



Aarhus Lufthavn ligger cirka 35 kilometer fra Aarhus midtby. I januar 2020 havde lufthavnen 35.000 passagerer igennem.



Lufthavnen er i øjeblikket ved at blive ombygget, og det arbejde vil fortsætte under lukningen. Blandt andet er lufthavnen ved at opføre en ny sikkerhedskontrol.

Flybranchen er generelt hårdt ramt af coronavirussets indtog



20. marts sendte Billund Lufthavn 498 ud af 1100 ansatte hjem med lønkompensation.

Med rejseforbud, lukkede grænser og generel frygt for at bevæge sig ud er antallet af flyrejsende faldet drastisk.

Flyselskabet SAS har sendt en stor del af sine medarbejdere hjem midlertidigt. I Danmark berører det op mod 4000 ansatte.

Flyselskabet Norwegian har bedt om henstand på sin milliardgæld, og ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank er "det formentlig et spørgsmål om uger, inden man er nødt til at dreje nøglen om", sagde han torsdag.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet