Forsinket fitnessbyggeri er tilbage på skinner
De første offentliggjorte tegninger af fitnessbygningen rummede mange glaspartier, men materialevalget fordyrede samtidig projektet. Illustration: Cubo Arkitekter

19. OKT 2019 • 12:29 • AF JAKOB NØRMARK

Forsinket fitnessbyggeri er tilbage på skinner

Tidligere på efteråret såede Viking Atletik tvivl om, hvorvidt det forsinkede fitnessbygningprojekt på Louisenhøj ville gennemføres.

Byggeriet viste sig at blive dyrere end beregnet, men efter et møde mellem foreningen, arkitektfirmaet og den fondsstøttede kampagne "Fitness for alle", der støtter byggeriet med 2,5 millioner kroner, er der kommet skred i sagerne.

Det skriver Viking Atletik-formand Claus Clausen i en besked på foreningens hjemmeside.

Han oplyser, at udbudsmaterialet til en totalentreprise i næste uge vil blive sendt ud. De fire inviterede, lokale entreprenører skal aflevere deres bud senest i midten november.

"Tanken med byggeriet er, at det skal gå i gang i februar/marts og stå færdig til oktober 2020. Når det sker, vil vi rømme den nuværende fitnessbygning og rykke det hele til Louisenhøj", meddeler Claus Clausen.

I dag råder Viking Atletik over fitnesslokaler på godt 200 kvadratmeter mellem RIK og Viking Fodbolds baner på Rønne Stadion Nord. Den nye bygning vil mere end fordoble antallet af kvadratmeter, og Viking Atletik vil samtidig få en udstyrsløs sal, der kan bruges til gulvtræning og andre aktiviteter, som i dag finder sted i gymnastiksale eller klubbens mødelokale.

"Så bygningen bliver langt bredere anvendelig og kommer alle vores mange tilbud til gode", skriver Claus Clausen.

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet