Indsatsleder: Baltic Condor blev ramt bagfra
Båden er revet op bagskibs og har formentlig fået smadret roret, oplyser Per Zarzycki, Bornholms Brandvæsen. Foto: Torben Østergaard Møller

10. MAJ 2019 • 14:19 • AF TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

Indsatsleder: Baltic Condor blev ramt bagfra

Tilsyneladende blev Baltic Condor, som nu ligger ved Filetkajen i Sydhavnen, Rønne Havn, ramt bagfra af Express 1, da de to skibe kolliderede fredag formiddag.
Det oplyser Per Zarzycki, indsatsleder i Bornholms Brandvæsen.

Beredskabsstyrelsen har nu lagt flydespærringer ud omkring Baltic Condor.
– Der er olieudslip af en eller anden slags, men hvor meget og hvor lidt ved vi ikke rigtig. Det kan være, olien ligge indeni mellem skrogene, men vi vil forhindre, at den kan brede sig til hele havnen. Herefter overtager Søfartsstyrelsen, siger Per Zarzycki.

Ifølge en polsk hjemmeside er Baltic Condor hjemmehørende i Kolobrzeg og benyttes til havfiskeri.

Per Zarzycki fortæller, at han blev involveret i havariet kort tid efter, det fandt sted.
– Vi blev tilkaldt til en rednings/drukneulykke, fordi man formodede, at der var en i vandet, men det var ikke tilfældet, siger han her på kajen ved skibet.
Der har slet ikke været nogen i vandet?
– Nej, men de blev ramt af Express 1.

Det ser ud, som om de blev ramt bagpå?
– Ja, båden er revet op bagskibs og har formentlig fået smadret roret. Vi har haft dykkere i vandet for at finde ud af, om der skulle være skader underskibs, men det er der ikke.
Hvordan blev Baltic Condor fragtet ind til Rønne?
– Den er bugseret ind af redningsstationens redningsfartøjet Mads Jacobsen.

Hvor mange var der ombord?
– Mig bekendt 12 mand.
Som var ude at fiske?
– Det ved jeg ikke, men der ligger fiskestænger og den slags ombord, så det er et ret godt bud.

Hvilke landsmænd var de ombordværende?
– Polakker mig bekendt, men jeg har ikke selv talt med dem.
Hvad sker der nu?
– Jeg bliver dig svar skyldig. Søfartsstyrelsen er på vej herover, og så er det deres sag.

Hvem afgør, hvis skyld det er, at det gik galt?
– Det afgør havarikommissionen.
Kommer der sådan en herover?
– Den er på vej.

Det er Søfartsstyrelsen, der har havarikomissionen med?
– Formentlig, ja.
Når man tænker på, hvor stor Express 1 er i forhold til Baltic Condor kunne det vel være gået meget værre?
– Ja, det kunne være gået rigtig meget værre. Det skal vi bare være glade for, det ikke gjorde, siger Per Zarzycki.


Per Zarzycki blev tilkaldt til en rednings/drukneulykke, hvilket der dog ikke var tale om. Foto: Torben Østergaard Møller





SENESTE NYHEDER

19. JUL 2019 • 13:21 FOR ABONNENTER
Al overnatning udsolgt: Bornholm går glip af millioner

MEST LÆSTE BORNHOLM

18. JUL 2019 • 18:10
Affaldskaos ved strand afværget
19. JUL 2019 • 05:47
Bia-Lid bliver privatbolig

Mest læste