Nyt system skal gøre det nemt at gå i svømmehallen

10. JAN 2019 • 21:02 • AF METTE HOLM HANSEN

Nyt system skal gøre det nemt at gå i svømmehallen

Nyt billetsystem, nye startskamler og gratis holdtræning for pensionister. Der er mange gode tiltag i Rønne Svømmehal allerede fra starten af 2019.

Et nyt billetsystem kommer i løbet af de næste 14 dage til erstatte klippe- og årskort og besværlige tilmeldingslister til diverse holdaktiviteter i svømmehallen.

– Det er et system, der skal gøre det nemmere for brugerne, fastslår Laura Sommer Hulgaard, daglig leder i Rønne Svømmehal.

Systemet kommer fra Globus Data, og når det er fuldt integreret, vil svømmehallens faste brugere slippe for kø foran billetlugen.

– De skal bare scanne deres kort igennem, når de kommer herop, og det bliver også sådan, at de kan booke sig til hold hjemmefra via deres telefon, siger Laura Sommer Hulgaard, der lover, at personalet i svømmehallen vil være behjælpelig med kort og tjek ind de første gange.

– Egentlig er det ret nemt, men man kan få alt den assistance, man har brug for, siger Laura Sommer Hulgaard, der deler ledertjansen med Samantha Högstedt Terry.

Der vil stadig være billetsalg i den offentlige badetid for dem, der ønsker at indløse enkeltbillet til en tur i svømmehallen.

Nye startskamler

Øens konkurrencesvømmere og andre, der har lyst til en hurtig start, kan fremover springe i bassinet fra spritnye startskamler.

– Vi har længe gået med et ønske om nye startskamler, siger Laura Sommer Hulgaard.

Nu er det lykkedes, og de seks nye skamler blev monteret og gjort klar i sidste uge. Startskamlerne, der har godkendte mål konkurrence og ny belægning, er kommet i hus via fondsmidler fra Sparekassen Bornholms Fond, Bornholms Brand og Brødrene Larsens Legat.

Rønne Svømmeklubs konkurrencesvømmere, der forbereder sig til de danske mesterskaber i næste måned, har allerede benyttet de nye startskamler og er rigtig glade for dem.

Gratis fitness for pensionister

For at gøre opmærksom på, at Rønne Svømmehal faktisk to gange om ugen, tirsdag og torsdag, har en særlig svømmetid forbeholdt pensionister, tilbyder svømmehallen hver tirsdag gratis holdtræning.

– Vi gør det for at se, om vi kan lokke flere pensionister i vandet, siger Laura Sommer Hulgaard om holdtræningen, der tager udgangspunkt i aqua-fitness.

Træningen med instruktør foregår fra klokken 14-14.30 hver tirsdag, og den kan alle deltage i, når de har indløst billet til svømmehallen.

– Og der var faktisk 17 med sidste gang, lyder det begejstret fra Laura Sommer Hulgaard.

Svømmehallens åbningstid for pensionister er tirsdag og torsdag fra 13.30-14.30.


SENESTE NYHEDER

22. JAN 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER
100 dage til valg: Her er kandidaternes kampform

MEST LÆSTE BORNHOLM

21. JAN 2019 • 07:07
Karlsvognen til salg

Mest læste

19. JAN 2019 • 19:17 FOR ABONNENTER

Frederik føler sig klar til Superligaen