NB Bornholm ændrer kurs med ny træner
Thomas Jørgensen. Arkivfoto.

8. JAN 2019 • 09:12SPORT • AF KASPER RASMUSSEN

NB Bornholm ændrer kurs med ny træner

De seneste mange år har cheftræneren hos NB Bornholm heddet Holmgaard til efternavn.

Men når Københavnsserien vender tilbage til foråret, bliver det med et nyt ansigt på trænerbænken.

Den tidligere Midtbornholm og Viking-træner, Thomas Jørgensen overtager trænersædet hos NB Bornholm, som fremover ønsker at sætte mere lokal kurs for førsteholdet.

– Vi tror på, at en fortsat udvikling af vores KS hold, klubbens fællesskab og bornholmsk fodbold generelt, kræver en tilpasning i brugen af ”oversøiske” spillere. Derfor vil vi fremadrettet i højere grad benytte os af bornholmske talenter, skriver formand i Nexø Boldklub Erik Kristensen i en pressemeddelelse.

Formanden henviser til, at klubben tidligere har haft flere spillere med tilknytning til hovedstadsområdet. I stedet vil fokus fremadrettet være på at få herboende spillere på førsteholdet.

– Bornholm har mange dygtige fodboldspillere, som vi gerne vil skabe noget for og sammen med, alle spillere der har lyst til at prøve sig selv af i et atmosfærefyldt og positivt fællesskab er mere end velkommen i NB Bornholm, siger Erik Kristensen.

Flemming Holmgaard har stået i spidsen for førsteholdet siden hans bror Lasse Holmgaard stoppede i sommer.

NB Bornholm ligger på fjerdepladsen i Københavnsserien fire point efter topholdet KFUM.


Mest læste

19. JAN 2019 • 19:17 FOR ABONNENTER

Frederik føler sig klar til Superligaen