Dommen er faldet: Ejendomsmægler straffes med et års fængsel

19. DEC 2018 • 12:39 • AF MIE MØLBAK

Dommen er faldet: Ejendomsmægler straffes med et års fængsel

Den tre dage lange retssag mod ejendomsmægler Eva Charlotte Engell, der tidligere hed Charlotte Kjøller, har nået sin afslutning.

Den 55-årige ejendomsmægler er blevet kendt skyldig i fem ud af syv punkter i anklageskriftet.

For det skal hun straffes med et års fængsel, hvoraf de tre måneder skal afsones, mens resten er gjort betinget. Det afgjorde en enig domsmandsret.

Den 55-årige fratages desuden retten til at virke som ejendomsmægler i tre år. Derudover skal hun udføre 150 timers samfundstjeneste.

Ejendomsmægleren valgte ikke at være til stede ved domsafsigelsen.

Begik dokumentfalsk

Eva Charlotte Engell var tiltalt for underslæb og flere tilfælde af bedrageri og dokumentfalsk af særligt grov beskaffenhed, men nægter sig skyldig i alle anklager mod sig.

Dommerne fandt det dog bevist, at ejendomsmægleren har begået dokumentfalsk i forbindelse med et påstået salg af seks husbåde, hvor ejendomsmægleren havde fabrikeret købsaftaler, tillæg til købsaftaler og falske emails.

Eva Charlotte Engell blev også kendt skyldig i bedrageri ved at have lånt 640.500 kroner af nexøvirksomheden Ocean Prawns uden evne eller vilje til at betale lånet tilbage. Hun er nu dømt til at skulle betale erstatning på det lånte beløb.

Hun blev derimod frikendt for at have begået underslæb i forbindelse med en mislykket handel af en lejlighed på Mallorca. Retten finder ikke forholdet bevist og henviser i stedet mellemværendet mellem den dømte og et ægtepar fra Sorthat til et civilt søgsmål.

Retten finder det heller ikke bevist, at ejendomsmægleren har fået udbetalt salær for falske salg af tre husbåde og dermed har gjort sig skyldig i bedrageri.

Af skærpende omstændigheder finder retten, at forbrydelserne er sket i forbindelse med den nu dømtes virke som ejendomsmægler.

Af formildende omstændigheder fandt retten, at ejendomsmægleren tilsyneladende ikke har fået nogen personlig vinding ved de forhold, hun er dømt for.

En del af dommen er gjort betinget, fordi retten finder, at hun har gode personlige forhold og eksempelvis besidder et job.

Både forsvarer og anklagemyndigheden har udbedt sig betænkningstid om, hvorvidt de vil anke dommen til landsretten.

SENESTE NYHEDER

22. JAN 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER
100 dage til valg: Her er kandidaternes kampform

MEST LÆSTE BORNHOLM

21. JAN 2019 • 07:07
Karlsvognen til salg

Mest læste

19. JAN 2019 • 19:17 FOR ABONNENTER

Frederik føler sig klar til Superligaen